Sådan skriver du en god anmeldelse

I dag har alle en mening om alt, men ikke alle meninger der ytres er lige konstruktive. Uanset om vi er på Facebook, Google eller Twitter er vi konstant udsat for andres meninger. Vil du gerne have, at din mening skiller sig ud og når et bredere publikum, så er du nødt til at være grundig og konstruktiv.


Du kan give anmeldelser til alt, men ønsker du, at din anmeldelse bliver set og at du bliver taget alvorligt, så er det vigtigt du kender dit publikum. Dit publikum er typisk andre der overvejer at blive kunde i samme virksomhed, som du netop har besøgt. Sæt dig i deres sted.

  • Hvad er behovet for at købe netop dette produkt?
  • Hvilke erfaringer har man med lignende produkter?
  • Hvad er forventningen til produktet?
  • Hvad er forventningen til den service man får fra sælger?
  • Hvorfor overvejer man netop denne virksomhed?
  • Hvem er den typiske kunde til dette produkt eller i denne virksomhed?

Her er en opskrift på, hvordan du laver en god og grundig anmeldelse.

1

Budskab

Inden du begynder at skrive, er det vigtigt du har taget stilling til dit generelle budskab. At du har styr på dit overordnede budskab gør, at du har en rød tråd gennem din anmeldelse. Dit budskab kan være meget simpelt som f.eks. "Det var en god middag!", men kan også være lidt mere komplekst som "Disse sko tog noget tid at gå til". Overvej: Hvis jeg fortalte en ven om dette, hvad ville de så få ud af det?
2

Synes godt om - eller ikke

I den mest positive anmeldelse, skriver du måske ikke noget negativt. Men skriver du en kritisk anmeldelse, så prøv finde mindst én positiv ting at sige - bare for at bryde din lange ordstrøm af negativitet.
3

Din anbefaling

Antallet af stjerner er måske det første folk ser, men når de skimmer din anmeldelse vil de fleste kigge i det sidste afsnit for at se, om du nu anbefaler restauranten, mobiltelefonen, vandreturen eller filmen til andre. Du bør også forklare, hvorfor du har givet det antal stjerner. Skriv f.eks. "Jeg gav restauranten en stjerne mindre, fordi jeg skulle vente for længe på min mad.".
Husk, at der står rigtige mennesker bag den virksomhed, restaurant, butik mv. som du er ved at lave en anmeldelse af. De har måske puttet deres hjerte, sjæl og privatøkonomi ind i foretagendet. Udtryk din ærlige mening men vær aldrig ondsindet. Forestil dig, hvis det var din forretning - hvordan ville du så ønske, at kunder udtrykte kritik?
4

Tips

Anmeld stedet for hvad det er. Hvis du skriver en anmeldelse af McDonalds, så skal du ikke brokke dig over, at menukortet var for kedeligt eller at der ikke var bordservering. Skriv din anmeldelse baseret på rimelige forventninger.

Ha' de positive briller på. En anmeldelse er ofte en vurdering af en persons hårde arbejde hvis det f.eks. handler om kunst eller mad. Du skriver formentlig også anmeldelsen online, et sted hvor man nemt kan finde den med få klik. Vi er alle mennesker - antag ikke, at de gav dig en dårlig oplevelse blot for at ødelægge din dag.

Gennemlæs det du har skrevet. Dine anmeldelser reflekterer tilbage på dig. Hvis du ikke har skrevet andet end spydigheder og din tekst er fyldt med stavefejl, så vil din anmeldelse ikke blive taget seriøst. Få evt. en du kender til at læse den igennem - diskutér anmeldelsen med dem og ret den til om nødvendigt.

Advertisements
Jonas Henriksen
Jonas Henriksen
Jonas er Google Local Guide og hjælper til daglig danske virksomheder med at få et bedre omdømme og mere synlighed online. Han er blandt Danmarks mest erfarne og har rådgivet mere end 4.000 virksomheder over de seneste 16 år. Følg Jonas på Instagram: instagram.com/jowns/

Har du en kommentar?