En god aften i biografen, Kino Kalundborg

At gå i biografen er en oplevelse jeg har sammen med andre. Om jeg ser den seneste animationsfilm med børnene, romantik med fruen eller sci-fi action med vennerne, så er det altid noget jeg ser frem til. I disse streaming-dage er det vigtigere end nogensinde, at vi støtter op om de mindre lokale biografer. Derfor tog jeg med en god ven med i Kino Den Blå Engel i Kalundborg.


Små lokale biografer er ofte hyggeligere

Du oplever ikke samme atmosfære i de store biografer, som du gør i de mindre lokale. Det er Kino Den Blå Engel i Kalundborg et rigtig godt eksempel på. Med lys på bordene, væggene fyldt med filmplakater, bløde lædersofaer og en duft af nylavede popcorn, så skaber Kino en god, forventningsfyldt og hyggelig stemning i cafeen inden vi sætter os ind i mørket.

Jeg sørger altid for at komme i god tid inden filmen starter. Både for at proviantere popcorn, sodavand, slik eller hvad jeg ellers føler for, men ligeså meget for at nyde stemningen inden filmen. At sidde og tale sammen inden filmen gør bare oplevelsen endnu bedre.


Kino ligger centralt

Kino i Kalundborg ligger meget centralt kun 200 meter fra stationen. Så selvom du kommer med tog fra Jyderup eller med bus fra Høng eller Gørlev, så er biografen nem at komme til.

Er du i bil og i god tid er der parkeringspladser at få lige ved siden af biografen. Ellers er det også muligt at parkere ved stationen. Kalundborg Kommune har ingen parkeringsvagter, så du behøver ikke være nervøs for at få en parkeringsbøde.

Café med masser af muligheder

Når man træder ind af døren til caféen (biografen) mødes man af et stort rum med safaer, borde, stole, filmplakater, fotografier af besøgende kunstnere og bagerst en stor velassorteret café, hvor du også køber eller henter dine billetter. Belysningen er perfekt - ikke mørk, men stadig dæmpet så man får den rigtige følelse af hygge.

I caféen har du alle de muligheder du måtte ønske. Du kan selvfølgelig købe de klassiske popcorn og sodavand, men der er rigtig meget andet. Du finder diverse læskedrikke, øl, vin, bland-selv-slik, chips, chilinødder, baconchips, slush-ice mv. Der er noget for enhver smag.

Note: Bland-selv-slikket er billigere her end de er i mange andre biografer. Og meget billigere end i de store biografer i København. Så tag bare lidt ekstra - du må godt 😉


En biografsal med det hele

Kino i Kalundborg har kun 1 sal med plads til ca. 300 personer. Der er stort lærred, digital projektor og digital surround sound. Så en helt igennem moderne biograf på højde med de store i København.

I 2013 fik Kino sponsoreret nye lækre og bløde stole til næsten hele biografen. Det betyder, at du nu sidder blødt og dejligt under hele filmen.



Ikke kun film i Kino Kalundborg

Annette og Brian, der driver Kino Den Blå Engel, har de seneste år satset på andet og mere end blot film. De har besøg af nogle af Danmarks bedste musikere og stand-up'ere - og salen har været fuld af glade og tilfredse gæster. De har været rigtig dygtige til at forny sig og give Kalundborg og omegn endnu flere oplevelser.

Og makkerparret ligger ikke på den lade side. De har allerede linet omkring 20 kunstnere op, som over det næste halve år, vil give besøgende fantastiske oplevelser i de dejlige og hyggelige omgivelser.



Udfordringer med tilslutning

Da min ven og jeg var i biografen, havde vi biografen for os selv sammen med ca. 8 andre mennesker. Ja, det var en mandag aften til en SCI-FI film i Kalundborg, men alligevel.

Hvis ikke folk støtter op om Kino Kalundborg, så vil der ikke være en biograf i byen om nogle år. Det er det samme som med tomme gågader - hvis ingen handler i butikkerne, så lukker de.

Kino Den Blå Engel er den største kultur-arrangør i Kalundborg og hvis vi gerne vil beholde dette flagskib, så er alle i Kalundborg og omegn nødt til at tage i biografen bare en gang i mellem.

Hvad er det man husker?

Når du fortæller dine venner, at du har været i biografen, så er første spørgsmål ofte, om filmen var god. Selvfølgelig er det vigtigt om filmen var god, men filmen kan sagtens ha' været lidt "la la" - men du har stadig haft en fantastisk aften med dine børn, venner eller familie fordi omgivelserne var gode og stemningen var der. Den gode biografstemning med folk du holder af - netop den specielle stemning er svær at efterligne foran Netflix derhjemme med en skål popcorn fra microovnen.

Vil jeg anbefale Kino Den Blå Engel i Kalundborg?

Biografen i Kalundborg er utrolig hyggelig uanset om du kommer for at se film eller om du skal til koncert eller standup. Det er en moderne biograf med alt hvad der hører til. Så et kæmpe shout-out herfra: JA, besøg Kino i Kalundborg så disse helt unikke oplevelser ikke forsvinder.

Oplevelse: Kino Den Blå Engel får 5 stjerner for oplevelsen
Pris: Kino Den Blå Engel får 5 stjerner for pris

Se min anmeldelse af Kino Den Blå Engel på Google

INFO: Billetter, slik og sodavand var sponsoreret af Kino Den Blå Engel.

Advertisements
Jonas Henriksen
Jonas Henriksen
Jonas er Google Local Guide og hjælper til daglig danske virksomheder med at få et bedre omdømme og mere synlighed online. Han er blandt Danmarks mest erfarne og har rådgivet mere end 4.000 virksomheder over de seneste 16 år. Følg Jonas på Instagram: instagram.com/jowns/

Har du en kommentar?