BNI: Et anderledes forretningssamarbejde

De fleste mindre og mellemstore virksomheder spekulerer på, hvordan de skal nå ud til nye kunder uden at formøble hele deres overskud på annoncer, reklamer mv. Et tæt samarbejde med andre virksomheder er en oplagt løsning.


Udfordringer med salg

Jeg hjælper til daglig virksomheder og butikker med at blive mere synlige på internettet. I mange år er jeg blevet spurgt, hvordan man sælger mere uden nødvendigvis at skulle bruge rigtig mange penge på det. Mit svar har været det samme hver gang: Opbyg tillid til dine kunder og samarbejdspartnere, så har de dig hele tiden top-of-mind, hvis de hører om andre, der mangler dine ydelser. Der der ikke noget bedre end at få anbefalet en virksomhed af en man stoler på. Det er nem markedsføring, men svært at føre ud i livet .... indtil jeg blev præsenteret for BNI.

Hvad er BNI?

BNI er et koncept, hvor samarbejde er lagt i rammer. Og det virker!

BNI-teams er grupper der bliver dannet lokalt og hvor typisk lokale virksomheder er med som medlemmer (partnere). Der er kun 1 virksomhed med indenfor hver branche.

Det går ud på, at partnerne opbygger tillid til hinanden og lærer hinanden godt at kende, så det bliver lettere at se muligheder for alle i teamet.

Opbygge tillid - hvordan?

Først og fremmest skal man jo kigge sig selv i øjnene og spørge: Har jeg en virksomhed, som 25+ andre partnere kunne have tillid til, at henvise nye kunder til? Du skal have tillid til din egen forretning og den måde du driver den på - ellers er det svært at sælge det til andre.

Du kender det fra dig selv: Folk du taler med ofte kender du bedre og har ofte mere tillid til, end dem du kun ser en gang om måneden. Derfor mødes du også i dit BNI-team 1 gang om ugen. Det kan synes af meget, men på den måde kan du hele tiden minde de andre partnere om, at du er her og at de skal huske dig - ligesom du husker dem i din hverdag.

One2one-møder er der hvor du rigtig kommer i dybden. Her holder du møde med de andre i dit team, men på tomandshånd. På mødet lærer I hinandens virksomheder bedre at kende og taler om, hvordan I kan hjælpe hinanden med at skaffe nye referencer/kundeemner. Det skaber mere tillid og et bedre samarbejde.

Det handler om at give

Du skal gå med i BNI fordi du ønsker mere forretning, men din tilgang skal være omvendt: Hvordan kan jeg give de andre partnere mere forretning. Denne mentalitet gør, at du bliver afholdt af dine team-kolleger og at de gerne vil gøre gengæld ved at give dig nye kundeemner. På den måde holdes hjulene i gang.

Er du engageret i arbejdet med at skabe nye referencer til dine samarbejdspartnere, så vil det give god karma og skabe vækst i din egen forretning.

Min egen rejse i BNI

Da jeg blev inviteret til BNI første gang, vidste jeg ikke hvad det handlede om. Jeg blev taget godt i mod af de andre partnere. Jeg lærte hurtigt, hvordan tingene foregik.

Det var en stor beslutning for mig, at melde sig ind i BNI. Skulle jeg virkelig ofre ca. 10.000 kr. (indmeldelse) og flere timer hver eneste uge på dette amerikanske koncept? Jeg besluttede at gå all-in og det gav resultater...

Mer-omsætning på 280.000 kr. første år

Jeg kastede mig ud i det og gjorde alt hvad konceptet foreskrev første år. Jeg holdt ca. 80 one2one-møder og lærte dermed mine nye kolleger rigtig godt at kende - og omvendt. Min omsætning fra kunder, jeg havde fået henvist fra andre BNI-partnere, var på 280.000 kr. ekskl. moms det første år. Så indskuddet på de 10.000 kr. havde fint tjent sig hjem.

Omsætningen er selvfølgelig vigtig, men jeg er mindst lige så glad for alle de nye og tætte samarbejdspartnere jeg har fået gennem BNI. Det er virkelig rart at have en så stor flok professionelle virksomhedsejere, der stoler på de ting jeg laver i min virksomhed. Men det giver mig også noget andet...

Når jeg er ude hos mine egne kunder, til familiefødselsdag eller sammen med folk i andre sammenhænge, så kan jeg ALTID hjælpe med en god tømrer, elektriker, advokat, IT-leverandør, ejendomsmægler mv. Jeg ved jeg kan anbefale mine team-kolleger og jeg ved, at de vil behandle min reference professionelt. Så bliver alle rigtig glade.

parallax background


BNI Team Alpha Slagelse

Ja, alle BNI-teams har sådan nogle .... meget amerikanske navne. Sådan er det.

Jeg startede i BNI Slagelse for halvandet år siden og har ikke fortrudt det et øjeblik... Nej, det passer ikke. Når min alarm ringer kl. 05:40 og det er tid til at komme op så jeg kan være frisk til 06:30, hvor mødet starter, så er der dage hvor jeg hellere ville blive liggende under dynen. Men jeg forlader ALTID et BNI-møde med ekstra energi.

Som jeg skrev tidligere, så kan der kun være 1 partner i hvert team indenfor hver branche. Men det betyder ikke at vi er en lille lukket loge.

Vi inviterer gerne andre virksomheder ind til at overvære vores møder, selvom branchen er besat i forvejen. Bare så du kan se, hvad BNI går ud på. Og hvem ved... Måske der kan opstå nye samarbejder blot ved at du deltager på et enkelt møde.

» Se eksisterende partnere i BNI Slagelse

BNI Team Progress Kalundborg

Ja, endnu et smart navn. Da teamet i Kalundborg blev oprettet stod jeg på spring. Jeg havde så gode erfaringer med Slagelse-gruppen, at jeg var nødt til at melde min virksomhed ind i Kalundborg også. Udover, at jeg nu skal op MEGET TIDLIGT to gange om ugen, så har samarbejdet med de flinke virksomhedsejere i Kalundborg også været meget givende.

» Se eksisterende partnere i BNI Kalundborg

Vil du se hvad det er?

Har du en virksomhed og kunne du godt tænke dig at lære mere om BNI og opleve stemningen på et af møderne, så vil jeg meget gerne invitere dig med som gæst - enten i Slagelse eller Kalundborg. Det er gratis og helt uforpligtende.

Send mig din information, så kontakter jeg dig hurtigst muligt.



Vil jeg anbefale virksomheder at deltage i BNI?

Nej, jeg vil ikke anbefale alle virksomheder at blive en del af BNI. Hvis du ikke er sikker på, at du deltager (stort set) hver uge, så er BNI ikke noget for dig. Vi er mange partnere der regner med dig og ønsker at se dig hver uge - er du "månedens gæst" så er det svært at få et tæt og godt samarbejde.

Er du til gengæld klar på mere salg gennem gode samarbejdspartnere - og klar på at yde en indsats, så er BNI bestemt en god mulighed for dig. Så kan du forvente øget vækst ved at melde dig ind. Så udfyld formularen ovenfor - så sørger jeg for, at du kommer med som gæst.

Muligheder: BNI får 4 stjerner for muligheder
Pris: BNI får 5 stjerner for pris

Advertisements
Jonas Henriksen
Jonas Henriksen
Jonas er Google Local Guide og hjælper til daglig danske virksomheder med at få et bedre omdømme og mere synlighed online. Han er blandt Danmarks mest erfarne og har rådgivet mere end 4.000 virksomheder over de seneste 16 år. Følg Jonas på Instagram: instagram.com/jowns/

Har du en kommentar?